En ulykke kommer sjældent alene

Efter en herlig ferie skal vi hjem til Bolivia igen, men det skulle vise sig at være svære end man lige skulle tro.

Efter 5 dage i Peru har vi ikke så mange soles (Peru penge) tilbage, men vi tænker at vi ikke gider hæve igen. Så vi får købt en busbillet gemmer 6 soles til taxi så vi kan komme til terminalen og bruger så resten på aftensmad og det ender med at passe så vi præcis lige har nok. Det er først det vi går tilbage til hotellet for at hente vores tasker (i regnvejr) at jeg kommer i tanke om at man i de andre terminaler har betale en taks for at få lov til at bruge terminalen. Ups! Når men vi finder en taxi og får den pruttet ned på 5 soles og når frem til terminalen. Nu kommer vi så i tanke om at vi heller ikke har råd til at gå på toilettet. Det er der heldigvis råd for, og vi finder en øde p-plads.

På terminalen finder vi ud af at det koster 1.20 pr. person. Damerne i skranken er ikke videre hjælpsomme, men heldigvis finder vi en venlig vagt, som giver os lov til at købe en billet, hvilket er lige hvad vi har mønter til. Vi var ellers ude i de store nødplaner som både indebar at springe ned fra en balkon, kravle over et hegn, synge os til penge, eller bare prøve at finde nogle venlige turister med lidt mønter tilovers. Men vi kommer heldigvis med og har en helt fin bustur, lige indtil paskontrollen mellem Peru og Bolivia.

Ingen adgang!
Det var i hvert fald ikke heldets gudinde der smilede til mig da jeg kl. 6.30 om morgenen tog mit pas op af min bæltepung. En lille flaske med desinficerende er løbet ud og alt er vådt. Det var især gået ud over mit pas der er helt vådt, og nogle af stemplerne er flødet ud. Alle mine ting stinker af sprit. Øv! Heldigvis er de vigtige informationer i et pas i plastik og det er der ikke sket noget med. Og det går da også helt fint med at få et udgangs stempel fra Peru og en ny visa seddel til Bolivia. Problemet opstår idet jeg skal have mit stempel.

Manden bag disken vil ikke give mig et stempel og han giver mit pas videre til en mand, som giver det videre til en anden mand, som viser det til en tredje mand. Alle er uniformerede og kigger på passet, lugter til det, ryster på hovedet og har et strengt udtryk i ansigtet. ”No entrada” bliver de ved med at sige til mig, og jeg er lige ved at gå i panik, men får på en eller anden måde holdt hovedet koldt. Jeg prøver at forklare og vise dem hvad der er sket, at det vigtigste i passet stadig er intakt, at man godt kan se de stempler de skal bruge og at der er flere tørre pladser til deres stempler. Men nej, jeg må ikke komme ind. Jeg skal blive i Peru og få et nyt pas der. Nu kommer de to andre piger ind og prøver at vise at vi har de samme pas, og en stempler. Men nej, jeg må stadigvæk ikke komme ind.
Nu kan jeg virkelig mærke at panikken breder sig. For ikke nok med at det er et problem i sig selv, så kører vores bur på et tidspunkt, med alle vores ting og desuden har vi ikke nogen penge vi kan købe billetter til et sted i Peru med en dansk ambassade og grænsen mellem de to lande ligger midt i ingenting, der er i hvert fald ikke nogen bank i nærheden. Og for at det ikke skulle være nok så er to af vores mobiler døde for strøm og den sidste har intet signal.
Jeg kan mærke panikkens tåre presse sig på og det eneste ord min mund og min hjerne kan forme i fællesskab er FUCK. FUCK, FUCK, FUCK! Jeg prøver at spørge igen om det ikke er muligt for mig at komme til La Paz også tage direkte til den danske ambassade. Endelig giver de sig til sidst, og jeg kommer ind, dog uden stempel og visum. Jeg ved ikke om de fik medlidenhed med mig, om de bare blev trætte af den dumme lyshåret tøs der blev ved og ved med at snakke, om de hele tiden havde tænkt sig det eller hvorfor de lod mig komme ind, men jeg er meget lykkelig over at de gjorde det. Og nu har jeg bestilt mig et nyt pas som gerne skulle komme indenfor 3-4 uger.