we are going to Tupiza

Vi har fundet vores hostel og er på vej ud for at finde noget mad. På vej ned af trapperne hører jeg pludselig en velkendt stemme råbe mit navn. Der i receptionen står Stuff, fra min efterskole. Han har sin ven Johan med og sammen går vi alle 4 ud for at finde noget at spise. Efter mad beslutter vi os for at tage ud for at ride.
vi får en hest hver, en cykelhjelm og af sted med os, ikke noget med at fortælle hvordan man styre heste, stopper eller starter. Sammen med vores guide, en dreng på omkring 15-16 år, ridder vi af sted. Hestene er ikke ligefrem nemme at styre, de følger bare den vej de plejer. 

Solen skinner ned på os og udsigten er smuk med klipper, bjerge og kaktusser. Man føler lidt man er med i en western og er den ensomme cowboy der ridder ud mod solnedgangen. Mens jeg ridder af sted i mine egne tanker, hører jeg en stemme bag mig: ”Solen skinner, himmelen er blå. Vi står på engen, vi er begge nøgne.” Den kender jeg, og sammen ridder vi mens vi synger.
På et tidspunkt får vi hestene til at løbe hurtigt. Jeg sender en taknemlig tanke til mine lære i idræt B. Hyp hyp går det med vin i håret og solnedgangen i horisonten.
Om aftenen står den på øl og Uno.

Snip snap snude

Før jeg kom til Bolivia spiste jeg min mad med kniv og gaffel, nu spiser jeg alt mad med ske eller med mine fingre.

I Danmark har jeg kun leget far, mor og børn på dansk, nu har jeg også prøvet det på spansk, og hvis man syntes det er svært, fordi man ikke har den samme fantasi som da man var barn, så skal man prøve det på et sprog man ikke helt forstår. Det giver legen helt nye udfordringer.

Før jeg kom til Bolivia blev jeg køresyg af at kører i bjerge. Nu kører jeg zik zak i fuld fat op og ned af et bjerg i hvert fald en gang om ugen, uden der over hovedet er problemer

Før Bolivia kunne jeg ikke finde på at spise lever, nu spiser jeg det, hvis det er det der bliver severet. (heldigvis var jeg meget syg den dag, så kunne ikke rigtig smage noget)

I Danmark gik jeg altid med mange farver og masser af blomster. Nu går jeg mest i sarte farver og grå, sort og hvid, fordi jeg ikke har andet.

I Danmark brugte jeg mine sko når jeg skulle udenfor, nu har jeg sko på hele tiden, fordi det ellers bliver for koldt for fødderne.

Før Bolivia var jeg ikke bange for at kører i bil, nu frygter jeg lidt for mit liv, hver gang trufierne overhaler en bus i et sving på et bjerg, eller kører ud i et kryds uden at kigge sig for.

I Danmark syntes jeg godt det kunne være lidt surt at vaske tøj, det var lige indtil jeg har prøvet at gøre det i hånden i koldt vand, og før jeg har hængt tøj til tørrer i regnvejr.

Før jeg kom til Bolivia havde jeg aldrig prøvet at lave danske frikadeller.

I Danmark var jeg ikke den helt store fan af rugbrød, men efter jeg er kommet til Bolivia og spiser hvidt brød 3 gange om dagen, så savner jeg ret meget rugbrød.

Efter jeg er kommet til Bolivia har jeg prøvet at skrive en sang på spansk.

Før Bolivia syntes jeg det var vildt irriterende at tysker synkroniseret film og serier til tysk, nu kan jeg næsten ikke huske hvordan fx Simpsons lyder på engelsk. 

I Danmark var det meget tydeligt hvis nogen sagde noget og jeg ikke lige forstod det. Nu er jeg blevet mester i at lade som om jeg forstår alt hvad folk siger. Smil og vink drenge, smil og vink.

Før jeg kom til Bolivia havde jeg aldrig haft en inder søster.

Før jeg kom til Bolivia havde jeg aldrig prøvet at undervise. Nu har jeg både undervist i dans, sang, kreativitet og engelsk.

Jeg har aldrig tænkt at det måtte være varmer inde i et hus end uden for et hus, men det gælder bare ikke helt hvis husene er utættet og uden varme.

Normalt kunne jeg ikke forstille mig at drikke varm saft, nu drikker jeg for det meste varm saft, fordi vi bliver nød til at koge vandet som vi blander op med, hvis vi ikke skal have brok fra vores sarte dansker maver.

Jeg har lært at man skal have tålmodighed hvis man vil hælde kogene vand over i en plastiskflaske, man kan nemlig risikere at den skrumper.

Før jeg har prøvet at bo på et bjerg, har jeg ment at man altid kan løbe 5 km. Det har jeg fundet ud af ikke helt gælder, når man i starten har højdesyge og bliver forpustet af bare at gå op af en trappe. Men det kan lade sig gøre og på 21.5 min.

I Danmark skulle der ikke så meget til før jeg vågnede om morgenen. Nu kan jeg sove fra både barnegråd, heavy metal og gospel musik.

Før jeg kom til Bolivia havde jeg aldrig set en nøgen mand tage bad i et børneteaterstykke.

I Danmark har jeg kun tænkt plastiskflasker som noget man drak af, nu har jeg brugt dem til både drømmefangere, collage og uroer.

Før jeg kom til Bolivia havde jeg aldrig prøvet at være til tandlægen med solbriller på.

I Danmark blev man overrasket hvis man så en hund gå uden snor, i Bolivia får man helt paf hvis man ser en hund i snor.

Før jeg kom til Bolivia havde jeg aldrig haft en boliviansk familie.

Jeg har haft en skønherlig tid her i Bolivia, har mødt nogle søde åbne mennesker, haft nogle skøre workshops, boet hos en fantastisk kærlig familie, haft det helt fænomenalt. Tak

Påske på bjerget

Dansker dag

Vi besluttede os for at præsentere familien for noget dansk kultur, så vi ville holde Dansker dag. Vi køber ind til frikadeller, stuvet hvidkål, kartofler, vandbakkelse kagemand og chokoladekage. Efter indkøb, som forgår på marked, går vi i gang i køkkenet. Da maden endelig er klar, pynter jeg bordet, og frikadellerne med dansker flag. Efter maden spiser vi kage, lakrids og bolsjer. Da vi har spist hvidkål mener familien at vi skal drikke coca te, fordi det skulle hjælpe på at man får ondt i maven (og prutter meget) af hvidkål. Der er vidst ikke det som coca blade ikke hjælper på.

Imens vi spiser dessert viser Melinda og jeg billeder fra Danmark, og fortæller om vores kultur og traditioner. Jeg fik endda også fortalt om dengang dannebrog faldt ned fra himmelen, det var dog lidt svært da jeg hverken kunne sige krig eller falde, længe leve tegnesprog : )

 Børnenes dag: 

d. 12. april er det børnenes dag i Bolivia. Det fejres i alle skolerne med fiesta. Børn er klædt ud, og pigerne har fine kjoler på og bånd i håret. Der er dans, musik og vigtigst af alt, masser af søde sager.Vi fejrede dagen på en børnerestaurant med is og papkroner.   
Dagen efter er vi med COMPA ude til forskellige område i El Alto for at fejre børnenes dag. (Da COMPA ikke kan nå alle steder på én dag fejres børnenes dag nogle steder d. 13) Vi er meget tidligt oppe og kører af sted. Jeg sidder omme på ladet og nyder morgensolen og den friske luft.
Vi ankommer og de andre begynder at spille trommer, mens vi danser rundt med børnene. Bagefter er der et lille teaterstykke også skal v videre til en skole.
På skolen kommer vi spillende og dansende ind. Vi hiver nogle piger op og danser rundt i en rundkreds. Jeg griner så meget at jeg næsten ikke kan få vejret.
På vej hjem sidder jeg igen på ladet og kan ikke lade være med at nynne en lille sang.

Det har været en dejlig dag.

brug dine haender og foedder

En ulykke kommer sjældent alene

Efter en herlig ferie skal vi hjem til Bolivia igen, men det skulle vise sig at være svære end man lige skulle tro.

Efter 5 dage i Peru har vi ikke så mange soles (Peru penge) tilbage, men vi tænker at vi ikke gider hæve igen. Så vi får købt en busbillet gemmer 6 soles til taxi så vi kan komme til terminalen og bruger så resten på aftensmad og det ender med at passe så vi præcis lige har nok. Det er først det vi går tilbage til hotellet for at hente vores tasker (i regnvejr) at jeg kommer i tanke om at man i de andre terminaler har betale en taks for at få lov til at bruge terminalen. Ups! Når men vi finder en taxi og får den pruttet ned på 5 soles og når frem til terminalen. Nu kommer vi så i tanke om at vi heller ikke har råd til at gå på toilettet. Det er der heldigvis råd for, og vi finder en øde p-plads.

På terminalen finder vi ud af at det koster 1.20 pr. person. Damerne i skranken er ikke videre hjælpsomme, men heldigvis finder vi en venlig vagt, som giver os lov til at købe en billet, hvilket er lige hvad vi har mønter til. Vi var ellers ude i de store nødplaner som både indebar at springe ned fra en balkon, kravle over et hegn, synge os til penge, eller bare prøve at finde nogle venlige turister med lidt mønter tilovers. Men vi kommer heldigvis med og har en helt fin bustur, lige indtil paskontrollen mellem Peru og Bolivia.

Ingen adgang!
Det var i hvert fald ikke heldets gudinde der smilede til mig da jeg kl. 6.30 om morgenen tog mit pas op af min bæltepung. En lille flaske med desinficerende er løbet ud og alt er vådt. Det var især gået ud over mit pas der er helt vådt, og nogle af stemplerne er flødet ud. Alle mine ting stinker af sprit. Øv! Heldigvis er de vigtige informationer i et pas i plastik og det er der ikke sket noget med. Og det går da også helt fint med at få et udgangs stempel fra Peru og en ny visa seddel til Bolivia. Problemet opstår idet jeg skal have mit stempel.

Manden bag disken vil ikke give mig et stempel og han giver mit pas videre til en mand, som giver det videre til en anden mand, som viser det til en tredje mand. Alle er uniformerede og kigger på passet, lugter til det, ryster på hovedet og har et strengt udtryk i ansigtet. ”No entrada” bliver de ved med at sige til mig, og jeg er lige ved at gå i panik, men får på en eller anden måde holdt hovedet koldt. Jeg prøver at forklare og vise dem hvad der er sket, at det vigtigste i passet stadig er intakt, at man godt kan se de stempler de skal bruge og at der er flere tørre pladser til deres stempler. Men nej, jeg må ikke komme ind. Jeg skal blive i Peru og få et nyt pas der. Nu kommer de to andre piger ind og prøver at vise at vi har de samme pas, og en stempler. Men nej, jeg må stadigvæk ikke komme ind.
Nu kan jeg virkelig mærke at panikken breder sig. For ikke nok med at det er et problem i sig selv, så kører vores bur på et tidspunkt, med alle vores ting og desuden har vi ikke nogen penge vi kan købe billetter til et sted i Peru med en dansk ambassade og grænsen mellem de to lande ligger midt i ingenting, der er i hvert fald ikke nogen bank i nærheden. Og for at det ikke skulle være nok så er to af vores mobiler døde for strøm og den sidste har intet signal.
Jeg kan mærke panikkens tåre presse sig på og det eneste ord min mund og min hjerne kan forme i fællesskab er FUCK. FUCK, FUCK, FUCK! Jeg prøver at spørge igen om det ikke er muligt for mig at komme til La Paz også tage direkte til den danske ambassade. Endelig giver de sig til sidst, og jeg kommer ind, dog uden stempel og visum. Jeg ved ikke om de fik medlidenhed med mig, om de bare blev trætte af den dumme lyshåret tøs der blev ved og ved med at snakke, om de hele tiden havde tænkt sig det eller hvorfor de lod mig komme ind, men jeg er meget lykkelig over at de gjorde det. Og nu har jeg bestilt mig et nyt pas som gerne skulle komme indenfor 3-4 uger. 

P.I.P - Pary i Peru

Endnu en bustur og bum saa er vi i Peru. meget traette, og to timer forsinket, emn fremme. vi faar fat i vores tasker og staar lidt fortumlet og proever at finde ud af havd vi skal goere, da 2 norske piger kommer over tul os. de ved helelr ikke helt hvad de skal goere, emn foeler sige mere trygge ved at vaere 5 unge piger i stedet for 2, saa sammen finder iv et hotel og gaar ud og spiser sammen

Dagene i Peru bruger vi paa at udforske den smukke bjerg by. gaar i sauna og damp bad. Faar (et par) masager til 40 kr. Koeber kunst og mere lama goejl. Spiser laekker mad. Drikker avrm kakao. og besoger Machu Picchu.











Machu Picchu
Soendag staar i kulturens tegn, saa vi er tidligt oppe for at komme til Machu Picchu. foerst lige en tur med en bumle bus, som vidst aldrig har hoert om ordet affjedring . Saa jeg flyver op i luften hver gang der et det mindste bup i bejen. lidt ligesom da jeg koerte i radiobiler som lille. Det resultere i at jeg har lidt af en krig med at holde min mave i skak, Som ikke er den store fan af køreture og slet ikke i dag. Efter busturen er der 1½ time i tog, som ligner noget fra en Harry Potter film, også endnu en bustur, før vi endelig er fremme.

Blandingen af bjerge, ruiner, tåge og regnslag i alle regnbuens farver giver en helt særlig stemning. Det er helt fantastisk smukt. Op ad formiddagen bliver der godt vejr og solen lyser alting op. Vi nyder vores frokost på græsset midt i mellem bjerge og ruiner, indtil vi bliver smidt væk, fordi man åbenbart ikke må sidde der. Men vi er dansker og er vant til at sådan noget står på et skilt : )

 Som prikken over i’et og chokolade stykkerne i chokoladeis kommer der først en lama gående forbi det sted hvor vi sidder og nyder udsigten. Og lidt efter kommer der en fortryllende flot regnbue frem. Det er helt magisk og lidt eventyr artigt at sidde der. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om man kan komme til at gå til den forkerte ende af regnbuen. Altså at man finder enden af regnbuen også er krukke med guld i den anden ende af regnbuen.

Vi cruiser til Santa Cruz

 Man bliver aldrig for stor til en tur i zoo

Vores ynglings sted i Santa Cruz

Nogle vil mene at vi ikke er gamle nok til at tage på kunstudstilling

 Til bal i Santa Cruz

Det var nemt nok at finde en bus, men svært at vælge da de var 6 mennesker der hev og stod om os som en sværm af myg da vi skulle af sted. Men det resulterede bare i at vi fik nogle meget billige billetter

Det er utroligt hvordan et supermarked lige pludselig kan blive en helt oplevelse, og skørt at 3 pige er lige ved at besvime af glæde da de finder noget brød med en masse kerner.

Helt igennem en god tur med nogle dejlige tøsser :) 

Bjoernen sover

Vi besluttede os for at vi gerne ville have noget mere at lave i formiddagstimerne, og fandr derfor en boernehave. det kunne vi sagtens faa lov at hjaelpe til (hvem siger nej til gratis arbejde) saa tirsdagen efter troppede vi alle 3 op. Cecilie, Melinda og jeg.
Den ene dame der arbejder der var overraskende god til engelsk og hun introducerede os til en anden dame med orderne: "she will tell you what you can do" Den nye dame fuldte os saa over til en doer, lukkede den og der sad vi saa i et meget lille rum, sammen emd 3 boern. Vi kiggede lidt forvirret paa hinanden, men fandt saa den eneste legekasse frem, som var fyldt med pastelfarvet dutter, man kunne saette sammen.

Efter en halv time kiggede vi igen paa hinanden Er det meningen at vi skal vaere her inde i 3 timer?  Lidt efter kommer en af damerne med endnu et barn og hun spoerg om vi vil ahve noget musik paa. "the children love to dance". Helt sikkert taenker vi og der bliver sat en DVD  paa med boliviansk folkemusik. ikke lige frem min farvorit og tydeligt heller ikke boernene som vist ikke elskede at danse saa meget som damen gav udtryk for.
Efter lidt tid giver vi op og spoerg og vi kan sidde og tegne emd boernen et sted. det kan vi heldigvis og det er ret hyggeligt. inden mad (som besod af  mariekiks og maaelk med sukker) gik vi ud for at lege. Det vil sige at vi blev lukket ud i en beton gaard med èn plastik rutjebane. doerne var aabenbart laast, saa vi blev noed til at blive der indtil de lukkede op. Da det er svaert at underholde 4 boern med 1 rutjebane i laenger tid maatte vi finde paa noget andet. jeg faar improviserede mig frem til en spansk udgave af bjoernen sover, og den leger vi saa.

Vores moede med de spanske boernehave, var ikke ligefrem fantastisk. Man blev ret frustreret over at maden bestaar af sukker i froskellige former, at boernene ikke kan finde ud af at lege med hinanden, at ALT legetaoejet var i pastelfaver og at der var saa meget forskelsbehandlig paa de boern, at det er klart at de bliver forvirret over hvad de maa, hvad de ikke maa og hvad de andre maa.

Bjoerne sover paa "spansk":
El oso domiendo, el oso domiendo
in la pequino casa.
Es es no peligroso,
pero es un oso.
Pero, pero, pero, pero
no domiendo ahora