Solen danner små perler af sved på min pande. De løber ned over min kind og kilder mig på halsen. Vi går alle 10 igennem byen på vej hen til den lokale spanskskole. Jeg er spændt og nervøs for hvad der er i vente. Jeg mærker tydeligt stenene på vejen under mine fødder og et lille vindpust fanger min prikkede nederdel. Det giver en dejlig afveksling til den tunge hede son ligger overalt.
I det vi træder ind i det orange hus forstummer samtalen og alle er optaget af det fantastiske syn der møder os. Skolen er halvt udendørs og har den flotteste udsigt ud over søen og de omgivende bjerge. Vores lille oase.
Vi sætter os i en rundkreds og bliver præsenteret for lærene og skolen. De fortæller os at vi skal præsentere os selv ud fra 4 ord. Jeg griner mistroisk. jeg kan jo ikke sige et ord spansk.
Jeg overlever og vi bliver indelt i hold af 2 og møder vores lærer Estefani. Estefani giver os en test som vi skal udfylde på spansk. Jeg kan mærke at jeg bliver mere og mere frusteret. jeg kan jo hverken forstå hvad jeg skal gøre eller hvordan jeg skal gøre det. og selvom Estafani får forklaret mig hvad jeg skal har jeg jo ingen ide om hvordan man bøjer ser (at være)
Jeg kan mærke at mine øjne bliver våde af frustration. og har i det øjeblik lyst til at opgive det hele. Jeg vil råbe og skrige at jeg altså ikke kan spansk!! Estafani opfatter heldigvis min indre kamp og får os op og stå og tegne et ansigt.
Alle de andre er heldigvis meget søde og tålmodige selv når jeg spørge hvad mad hedder for 10 gang. (som jeg faktisk lige på stående fod ikke kan huske :)
Jeg skal nok lærer lidt spansk og jeg kan allerede sige at katten er sød og at min nederdel er lyserød og koster et øje ;)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar