Tidligt op, igen. Ud i en taxi, som koere os til lufthavnen i Salvador. Aftenen foer har vi sagt farvel til de andre i gruppen, saa det er med vemod i sindet at vi forlader Brasillien, men med forsikring om at vi nok skal se baade dem og landet igen.
Efter 2 fly og utallige busser faar vi krydset graensen til Argentina og naar frem til busterminalen i Iguazu. Vi faar smidt taskerne paa terminalen og tager en ny bus ud til nationalparken i Iguazu.
I parken foelger vi foerst en skovsti he til en togstation. Her tager vi et lille tog, som minder lidt om de toge der koerer i danske forlystelsesparker og paa stroeget. efter koereturen gaar man paa en 1100 m lang bro over til det stoerste vandfald i Sydamerika. Allerede efter de foerste skridt kan jeg hoere vandets torden.
Det syn der moeder en er utrolig smukt. Brusende vildt vand til alle sider. Herude er lyden fra vandfaldet endnu hoejere, og vi maa haeve stemmerne for at kunne hoere hinanden. Hvis man gaar ud til kanten, kan man maerke smaa draaber fra vandfaldet, der bliver sproejtet ind paa en. Solen spejler sig i vandet og kombinationen af vand og sol frembringer de smukkeste regnbuer. Et helt igennemt skoenherligt sted, hvor man kan lade tankerne flyve og svaeve afsted i en boelge af vand.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar